Leksikon

Grønlandsk ord for "sommersted" eller “sommerlejr”, der betegner de bosteder, hvor inuit mødtes om sommeren, før de blev bofaste. I løbet af 1970'erne og 1980'erne genoplivede de unge på Grønland Aasivik-traditionen og samledes én gang årligt for at diskutere politiske emner samt grønlandsk kultur og identitet. Det første af disse stævner blev afholdt i 1976 og fandt sted indtil 1996. Efter en pause på 15 år blev traditionen genoptaget i 2012. Justesen deltog i Aasivik-stævnet i 1980, som blev afholdt nær den forladte bygd Qoornoq nord for Nuuk. Nogle af hendes fotografier fra stævnet indgår i en værkserie fra samme år.

Justesen anvender konsekvent termen “arbejde” fremfor “værk” om sin kunst. I sin egenskab af både et substantiv og et verbum vægter ordet “arbejde” handling og proces lige så højt som resultat. Det kan afsluttes, men også genoptages. Samtidig afmonteres myten om kunst som noget ophøjet og væsensforskelligt fra hverdagslivet. Den kunstneriske skaben er et arbejde på linje med alt muligt andet, hvilket kommer til udtryk med et feministisk twist i Justesens CV fra 1974, gengivet i tidsskriftet Cras VI, hvor hun sidestiller sit kunstneriske virke med husmorarbejde, undervisning, aborter og rejser.

Siden begyndelsen af 1960’erne har Justesen indsamlet og gemt diverse udklip, billeder, presseklip, kataloger, plakater, skitsemateriale, korrespondancer samt dokumentation af arbejder og udstillinger. Tilsammen udgør det i dag 2024 et omfattende og stadigt voksende arkiv. Det består både af analogt og digitalt materiale, der er organiseret efter år og delvist materialetype. For kunstneren fungerer arkivet som et arbejdsredskab og en huskeseddel, men er også af kunsthistorisk værdi som kilde til forståelse af Justesens virke og samtid. Hovedparten af de informationer, som indgår i indeværende værkkatalog, stammer fra en gennemgang af arkivet. Dele af arkivet, der vedrører hhv. kunstnerens scenografiske arbejde og kvindehistorie, er doneret af kunstneren til Teatermuseet i Hofteatret i København og Køn i Aarhus.

En genstand, et symbol eller et karakteristisk element, der identificerer en person eller figur i et kunstværk. Attributternes referencer er bestemt af kulturelle konventioner og ikonografiske traditioner, der er udviklet over tid gennem kulturel praksis, religiøs symbolik, litteratur og historiefortælling, og som gør det muligt for beskueren at identificere og forstå deres betydning. I Justesens arbejde ses en udbredt brug af attributter, hvoraf nogle trækker på de religiøse og mytologiske konventioner, mens andre er hverdagsobjekter. Sidstnævnte er udvalgt ud fra forskellige parametre – som f.eks. rent formelle kvaliteter, en genstands evne til at frembringe lyd, pege på handlinger og tilstande samt til at polarisere betydning. Gennem introduktionen af almindelige genstande knyttes kunsten samtidig til hverdagens gøremål og ritualer, som kunstneren begyndte at beskæftige sig med i udviklingen af en feministisk æstetik op gennem 1970'erne.

En kunstform, der involverer brugen af kunstnerens egen krop som det primære medium for kunstnerisk udtryk. Genren opstod i 1960'erne og 1970’erne og var central i avantgardekunsten, hvor den ofte med feministisk fortegn blev anvendt til at udfordre konventionelle opfattelser af krop, køn, seksualitet og magt. Siden 1968 har Justesen anvendt sin egen krop i sin kunst og regnes i dag blandt pionererne inden for feltet.

Dansk maler og billedhugger (1908-1995). Brügger begyndte med akvarel- og oliemaleri, men i 1945 skiftede hun til batikmaleri og udviklede sin egen distinkte stil. I 1958 udvidede hun sit arbejde til skulptur og begyndte at eksperimentere med stenmosaik og keramik. I 1964 arbejdede Justesen som assistent for Brügger på hendes værksted i Laurbjerg uden for Randers. Her havde Brügger egen ovn til brænding af keramik, og Justesen kunne benytte værkstedet til egne keramiske arbejder. Samme år havde de en fælles udstilling på Vestjysk Kunstforening i Ulfborg.

I 1974 tog Justesen orlov fra sit studium på Kunstakademiet og flyttede med sin familie til Montreal i Canada, hvor de boede det meste af 1974. Her frekventerede hun blandt andet det nystartede La Centrale Galerie Powerhouse, som åbnede året før og stadig i dag er et møde- og udstillingssted for kvindelige kunstnere. I Montreal viste hun flere steder filmen Tornerose var et vakkert barn, som hun havde produceret i samarbejde med Jytte Rex i 1971. Fra Canada tog Justesen også til New York, hvor hun blandt andet så værker af Andy Warhol. I 1980’erne etablerede Justesen gennem sit bekendtskab med internationale Fluxus-kunstnere tættere forbindelser med den alternative kunstscene i Canada og navnlig kredsen omkring Le Lieu – centre en art actuel i Québec. Le Lieu, der er dedikeret til tværdisciplinære og flygtige kunstformer, åbnede i 1982, og Justesen har op gennem 1990’erne deltaget i flere festivaler, begivenheder og projekter knyttet til stedet.

Et begreb, som Justesen ofte anvender til at beskrive sin kunstneriske metode, navnlig i intermediale sammenhænge, hvor det sagsforhold, der belyses, beskrives ved dets omkreds.

Den danske uddannelsesinstitution for videregående uddannelse af folkeskolens lærere. DLH blev oprettet i København i 1856 og nedlagt som selvstændig institution i 2000. Fra slutningen af 1970’erne og op gennem 1980’erne afholdt Justesen i regi af DLH flere kursusforløb og forelæsninger for lærere i billedkunst om skulptur i teori og praksis. Jf. kunstneren havde afdelingen for billedkunst enestående værkstedsfaciliteter til undervisningsbrug.

Et gennemgående motiv i Justesens arbejder er forskellige silhuetter af dansende kvinder, som hun første gang introducerede i 1972. Figurerne blev til på baggrund af fotografiske optagelser af kunstakademiets daværende kvindelige model, hvorefter kunstneren aftegnede omridset og raffinerede formen. Siden har hun anvendt dansekvinderne i silketryk, papirklip, tuschtegning, keramiske arbejder, vignetter og illustrationer som mønstre, friser og flader. I 1991 kom en ny variant til, som kunstneren selv har lagt krop til, og som også er baseret på et fotografisk forlæg. Denne optræder fortrinsvis i papirarbejder og collager, hvor figuren ses i kombination med et bredt udvalg af attributter. Dansekvinderne anskuer Justesen selv som en "repræsentation af en god energi”.

Justesen daterer ofte sine arbejder over et langt tidsspand, hvilket skyldes, at hun genbruger og blander materialer fra forskellige perioder i nye sammenhænge. Startår er udtryk for, hvornår det tidligste materiale er blevet til eller indsamlet, og slutår markerer, hvornår et arbejde er blevet afsluttet.

Kristen helgen, der levede i det 4. århundrede i Alexandria. Katharina var en lærd ung kvinde, der var fortaler for kristendommen. Ifølge legenden blev hun forfulgt af kejser Maxentius, der forsøgte at overtale hende til at afsværge sin kristne tro og gifte sig med ham. Da kejseren ikke kunne overbevise hende, blev hun dømt til døden. Først blev hun lagt på hjul og stejle, men hjulet splintredes, og i stedet blev hun halshugget. Det fortælles, at hendes krop blev bragt til bjerget Sinai, hvor et kloster blev bygget til hendes ære. Hendes primære attributter er hjul, sværd og bog, og hun anses for at være skytshelgen for en række erhverv og grupper som studerende, filosoffer, spinnere, syersker og møllere. Siden 1972, hvor Justesen i Hjørring første gang stødte på Cathrine, har kunstneren holdt øje med hendes figur og skabt en lang række arbejder med udgangspunkt i denne, og foruden et ophold i klosteret i Sinai-ørkenen har hun løbende indsamlet materiale om helgeninden på rejser i ind- og udland.

Internationalt netværk af kunstnere, der opstod i begyndelsen af 1960’erne med rødder i eksperimentalmusikken. Fluxus er ikke defineret af en distinkt stil, men af en fælles tilgang til kunst, der er anti-akademisk og anti-kommerciel, og hvor kunst og liv anses som to sider af samme sag. Netværkets aktiviteter udspiller sig ofte i et intermedialt felt og med afsæt i enkle partiturer. Fra begyndelsen havde netværket tætte relationer til Danmark. En af de første Fluxus-begivenheder fandt sted i København 1962, og bevægelsen havde stor indflydelse på udviklingen af den danske tresser-avantgarde. I sin kunstneriske tilgang er Justesen delvist beslægtet med Fluxus og har bevæget sig i kredsen af netværkets hovedkræfter, men hun har aldrig været en officiel del af det. Om sin relation til Fluxus har hun spøgende sagt: “Nogle af mine venner har en gang været til te hos George Maciunas, men om de også fik noget at spise, det ved jeg ikke.”

Et af de første kollektiver i Danmark, der blev etableret i et parcelhus på Roers Allé 34 i Odense, hvor de første beboere flyttede ind 1. februar 1963. Pladsen blev hurtigt for trang, og allerede i maj samme år flyttede de tværs gennem byen til en patriciervilla på Hunderupvej 78. I de tidlige år var kollektivet et kraftcentrum for en række progressive politiske og kunstneriske aktiviteter, som var åbne for alle og blev annonceret i den månedlige udgivelse HUS-bladet. Kollektivet havde eget trykkeri og keramikværksted, og i kælderen etablerede de et galleri med navnet Galerie EXI. Justesen var blandt det første hold af beboere og boede der, indtil hun i 1965 rejste til Aarhus for at studere skulptur på Det Jyske Kunstakademi. Ifølge kunstneren er hendes tilgang til verden i høj grad rundet af tiden i kollektivet, hvor hendes bevidsthed om navnlig politik og forholdet mellem individ og samfund blev skærpet.

Et begreb, formuleret af Justesen til beskrivelse af en husmors liv og dagligdagsritualer, præget af repetition og rytme. Begrebet knytter sig navnlig til silketryk-serien Husmorbilleder (1974-75) og udlægges på følgende måde af kunstneren i et klip fra den upublicerede tv-udsendelse Ingen kvinde uden (1985): “Man har en baby. Man tager babyen, tager den op af vuggen, lægger den på puslebordet, tager bleen af, tager et vandfad, hælder vand i vandfadet, vasker babyen, tørrer babyen, tager pudderdåsen, drysser pudder på babyen, tager en ny ble, lægger bleen på og så videre. Og så tager man oksestegen, pakker den ud af papiret, vasker den, dupper den, drysser salt på og tænder for ovnen. Eller hvis man skulle gå hen og blive fuldstændig ude af sig selv af fortvivlelse over tilstanden som husmor, at man så tager oksestegen og lægger ned i vuggen og tager babyen og lægger i ovnen, for det er faktisk den samme ballet, man foretager sig hver eneste dag.”

Selvudnævnt professorløs “afdeling” på Det Kgl. Danske Kunstakademi, der blev etableret af en gruppe studerende på akademiet og eksisterede i perioden 1968-70. I tråd med tidens aktivistiske og avantgardistiske ånd ønskede de studerende at skabe et alternativ til de traditionelle skoler på akademiet i form af et åbent forum for samfundsengagerede og interdisciplinære kunstformer, gruppeaktiviteter og interessefællesskaber. Afdelingen blev ikke officielt anerkendt af akademiet og virkede i stedet som en uformel gruppe med skiftende medlemmer. I fællesskab erhvervede de et Canon Super8-filmkamera, der lagde navn til gruppen og blev anvendt til dokumentation af deres aktiviteter. Kanonklubben gennemførte i perioden en række happenings og aktioner. Mest skelsættende var projekterne Haven (1970), et rekreativt og aktiverende haveanlæg til Peder Lykke Centret på Amager, samt udstillingen Damebilleder (1970), der blev skabt af gruppens kvindelige medlemmer og var den første feministiske udstilling i Danmark. Justesen var blandt stifterne af Kanonklubben og deltog i flere projekter, heriblandt Haven og Damebilleder.

Russisk politiker, forfatter og feminist (1872-1952). I sit politiske og skønlitterære virke var Kollontaj optaget af arbejderkvindernes kår, kvinders frigørelse og ligestilling i samfundet, familien og ægteskabet. Som en af de første satte hun ord på forholdet mellem klassekamp og kvindekamp og har været en forgangsskikkelse for venstreorienterede feminister, ikke mindst i 1970’erne, hvor også Justesen stiftede bekendtskab med hende. Præcis hvornår og i hvilken sammenhæng er ukendt, men i kunstnerens bogsamling findes flere udgivelser af Kollontajs tekster, hvor især Mit liv - kvinde og kommunist, udgivet og oversat til dansk i 1974, bør fremhæves. Et uddrag herfra indgår året efter i en tekstinstallation, der vises på kunstnerens første soloudstilling med titlen Husmorbilleder på Tranegården i Gentofte.

Dansk billedhugger (1908-1997). Nellemose er uddannet på Kunstakademiet under Einar Utzon-Frank (1927-1933). Han begyndte sin karriere som bladtegner og var optaget af motiver fra sportens verden, som fulgte med ham i hans virke som billedhugger. Hans stil er naturalistisk, og han står bag en lang række offentlige skulpturer og monumenter af bl.a. Søren Kierkegaard og B.S. Ingemann. For sit kunstneriske arbejde har han modtaget Eckersberg Medaillen (1944) og Thorvaldsens Medaillen (1968). I 1965-68 var han en del af lærerkollegiet fra København på Det Jyske Kunstakademi, hvor Justesen havde ham som underviser. Jf. kunstneren var det Nellemose, der lærte hende det klassiske skulpturelle håndværk, og hun betragter hans undervisning som en mesterlære.

Venstreorienteret feministisk kvindebevægelse. I Danmark tog kampen for kvinders ligestilling fart med stiftelsen af Rødstrømperne i 1970. Under parolerne “Det private er politisk” og "Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp!” satte de fokus på at skabe lige vilkår for kvinder og mænd både i hjemmet og på arbejdspladserne. Organisatorisk var bevægelsen kendetegnet ved en flad, lederløs struktur, hvor selvdefinerede basis- og arbejdsgrupper planlagde og gennemførte egne og fælles aktiviteter. Justesen var fra begyndelsen aktivt engageret i Rødstrømperne og var en del af væsentlige initiativer som Femølejren, bladet Kvinder og Kvindefestival i Fælledparken i 1979, hvor hun stod for den scenografiske organisering af festivalen.

Sideløbende med sit billedkunstneriske virke har Justesen arbejdet med scenografi. I 1967 debuterede hun som scenograf på Peter Bangsgårds Cementløverne, instrueret af Gunnar Rose, på Studenterscenen i Århus. Siden har hun lavet scenografi til mere end 30 forestillinger for en række store og små danske teatre. Hun var ansat som undervisningsassistent i scenografi på Teatervidenskabeligt Institut på Københavns Universitet 1982-85, og i 1985 blev hun udnævnt til afdelingsleder på Statens Teaterskole, hvor hun i perioden 1985-1990 deltog i opbygningen af scenografuddannelsen. Op gennem 1990’erne samarbejdede hun tæt med dansekompagniet Randi Patterson Company og var som scenograf og librettist medskaber af forestillingerne Pink Lady (1996) og Diamonds (1997). En stor del af kunstnerens scenografiske skitser og materiale befinder sig i dag på Teatermuseet i Hofteatret i København.

Højskole i Nordjylland, som blev stiftet i 1951 og fungerede som landbrugshøjskole frem til starten af 1970’erne, hvor en ny ledelse overtog og ændrede højskolens idegrundlag og undervisningslinje i en socialistisk retning. Denne linje blev videreført, indtil højskolen lukkede 1990. Fra 1975 til 1976 var Justesen ansat som lærer og i perioden bosiddende på skolen med sine små drenge. Her stod hun for det grafiske, fotografiske og keramiske værksted, som kunne anvendes af højskolens elever til faglige og rekreative formål.

For Justesen er også værktitler i proces, og i visse tilfælde har kunstneren efterfølgende ændret titlen på et arbejde, som det til eksempel er tilfældet med Skulptur II, der har være udstillet under titlen Kasse 60 x 60 x 50 cm. I andre tilfælde er titlerne først kommet til langt senere, end selve arbejdet er produceret. Titlerne, der optræder i værkkataloget, er i videst muligt omfang gennemgået med kunstneren eller baserer sig på seneste udstillingskataloger med titelangivelser.

Specialværksted for keramisk kunst og udsmykning ved Tommerup på Fyn, der blev etableret i 1987 under ledelse af keramikerne Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord. Værkstedet har med sin ekspertise bidraget væsentligt til kunst-keramikkens udvikling i Danmark i flere årtier, og på stedet er udført mere end 1200 keramiske projekter for danske og internationale kunstnere. Justesen har siden starten af 1990’erne ved flere lejligheder arbejdet på værkstedet, senest i 2021 i forbindelse med sit forberedende arbejde til et monument for Grevinde Danner.

Afgørende begreb i skulpturgenren, der henviser til den flade, som et skulpturelt værk forholder sig til; det være sig en klassisk sokkel, et podium eller anden form for fundament, som har betydning for måden, hvorpå værket præsenteres og opfattes af betragteren. I sine arbejder har Justesen anvendt en lang række understøttelsesflader, der foruden den klassiske sokkel bl.a. indbefatter indkøbsvogne, is, klipper, hylder og gulv.

Samlebetegnelse for den eksperimenterende kunstscene, som i 1960’erne opstod i Aarhus, og som Kirsten Justesen var en aktiv del af under sin studietid på Det Jyske Kunstakademi fra 1965 til 1968. Influeret af bl.a. Fluxus-bevægelsen fandt billedkunstnere, komponister, forfattere og arkitekter sammen i en afsøgning af nye hybride kunstformer, som kom til udtryk i en lang række happenings, environments, aktioner, performances, koncerter, oplæsninger, festivaler, udstillinger m.m. Kunstnere fra København og udlandet blev inviteret til at deltage, og byen blev i denne periode et progressivt mødested for den eksperimenterende kunst i Danmark. Mange af aktiviteterne er dokumenteret i bogen Århus Rapport 1961-1969, som blev udgivet af Århus Kunstforening af 1847 i 1969.